Ny national godkendelsesordning trådte i kraft d. 1. juli 2025

02-07-2025

Færdselsstyrelsen implementerer en national individuel godkendelsesordning for nye motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil (NIV). Ordningen medfører ændringer i arbejdsgange, og systemintegrationer for synsvirksomheder og evt. for fabrikanter og opbyggere.

Den nye ordning trådte i kraft den 1. juli 2025 og afløser de midlertidige overgangsregler, der blev fastsat i bekendtgørelse nr. 996 af 28. juni 2023. NIV er udviklet i overensstemmelse med EU-forordning 2018/858 og skal sikre en ensartet og digital godkendelsesproces for nye køretøjer i klasserne M, N og O.

Hvad betyder NIV for branchen?

Med NIV introduceres en digital ansøgningsplatform, hvor køretøjsopbyggere og fabrikanter kan oprette en ansøgning med medfølgende dokumentation. Synsvirksomheder vil i forlængelse heraf få adgang til relevante data og skal kontrollere køretøjet ud fra ansøgning og fabrikantattest. Den nye ordning kræver derfor tilpasning af arbejdsgange samt teknisk forberedelse i synssystemerne.

Overgangsordning og næste skridt

Der arbejdes på en overgangsordning frem til den 1. januar 2026, hvor ordningen bliver obligatorisk. I den mellemliggende periode kan, når der er en brugbar ansøgningsplatform, både den gamle og den nye ordning anvendes parallelt.
Færdselsstyrelsen tilbyder i efteråret 2025 vejledningsmateriale og informationsmøder målrettet branchen.

Invitation til informationsmøde

Færdselsstyrelsen inviterer til online informationsmøde i starten af september 2025, hvor status for udviklingen af den digitale løsning præsenteres samt uddyber processen for NIV-kontrollen.


Har du spørgsmål? Kontakt os gerne på info@fstyr.dk eller telefon 72 21 88 99