Nyere køretøjer er ofte EU-typegodkendte.
Disse køretøjer er kendetegnet ved, at der på registreringsattesten i rubrikken 'typegodkendelsesnummer' er anført et EU-typegodkendelsesnummer, for eksempel e1*2007/46*0312*03, e4*168/2013*01155*08 eller e24*167/2013*0022*01.
Sådanne EU-typegodkendelser er ikke tilgængelige og kan ikke findes på vores hjemmeside.
Danske typegodkendelser er direkte tilgængelige fra følgende perioder:
- Personbiler: april 1990 til juni 2012
- Varebiler: september 1990 til juni 2012
- Motorcykler: februar 1997 til juni 2012
- Påhængsvogne/campingvogne: januar 1998 til juni 2012
- Lastbiler og busser: februar 1992 og frem
- Store påhængsvogne og sættevogne: februar 1992 og frem
Ældre typegodkendelser findes på papir i Færdselsstyrelsens arkiv, og ved henvendelse til Færdselsstyrelsen med oplysning om typegodkendelsesnummeret kan du få tilsendt en scanning af den aktuelle typegodkendelse.
Hvis du ikke kender typegodkendelsesnummeret (som står på køretøjets danske registreringsattest, hvis køretøjet er typegodkendt), men du kun kan oplyse bilmodel og variant, vil Færdselsstyrelsen ikke kunne finde en relevant typegodkendelse, da der ikke findes et register over de ældre typegodkendelser.
Du kan heller ikke finde en typegodkendelse ud fra et køretøjs stelnummer - undtagen når det drejer sig om lastbiler, busser og store påhængskøretøjer, der har en dansk enkeltstyksgodkendelse (godkendelseserklæring på det konkrete stelnummer).
Knallerter var tidligere godkendt på et såkaldt TUM-nummer og senere en K-godkendelse.
Disse godkendelser kan heller ikke fremsøges direkte, men kan tilsvarende tilsendes, hvis du ved henvendelse til styrelsen oplyser TUM- eller K-nummeret for den aktuelle knallert.