Udrykningskørsel

Reglerne om udrykningskørsel findes i færdselslovens § 7 og i bekendtgørelse om udrykningskørsel m.v. Den seneste bekendtgørelse trådte i kraft den 1. juli 2024.

Udrykningsaktører

Offentlige myndigheder, som foretager udrykningskørsel, som en del af myndighedens opgavevaretagelse, kan udføre udrykningskørsel uden tilladelse.

Private aktører, som foretager udrykningskørsel på baggrund af en kontraktlig forpligtelse til at udføre udrykningsopgaver, skal have en erklæring om aftale om udrykningskørsel fra overdrageren af opgaven.

Private aktører, som ønsker at foretage udrykningsrykningskørsel i ambulance i forbindelse med opfyldelse af krav i anden lovgivning eller opfyldelse af et vilkår i en anden myndigheds afgørelse, fx i forbindelse med tilladelse til udendørs arrangementer eller motorløb, skal ansøge Færdselsstyrelsen om tilladelse til at udføre udrykningskørsel.

Erklæring om aftale om udrykningskørsel

Når en privat aktør har indgået aftale om varetagelse af udrykningsopgaver på vegne af en offentlig myndighed, skal overdrageren af opgaven udstede en erklæring om aftale om udrykningskørsel.

Den digitale erklæring skal udfyldes via virk.dk af overdrageren. Se link til Virk.dk nedenfor.

Både overdrageren og udrykningsaktøren skal opbevare en kopi af erklæringen. Erklæringen skal fremvises hos synsvirksomheden i forbindelse med godkendelse og syn af udrykningskøretøj.

Den digitale erklæring kan ikke benyttes af udenlandske myndigheder eller virksomheder. Når der i aftalen indgår udenlandske myndigheder eller virksomheder, skal ”Erklæring om aftale om udrykningskørsel” downloades fra denne hjemmeside, og herefter udfyldes af overdrageren. Se link til download af erklæringen nedenfor.

Når udrykningskørsel udføres på baggrund af en kontrakt og erklæring om opgavevaretagelsen, skal føreren af udrykningskøretøjet være underlagt instruks om udrykningskørslen.

 

Ansøgning om tilladelse til udrykningskørsel

Når en privat aktør ønsker at udføre udrykningskørsel i ambulance i forbindelse med opfyldelse af krav i anden lovgivning eller vilkår pålagt i en offentlig myndigheds afgørelse, fx i forbindelse med tilladelse til udendørs arrangementer eller motorløb, skal der indsendes en ansøgning om tilladelse til at udføre udrykningskørsel til Færdselsstyrelsen.

En privat aktør, som ønsker at udføre udrykningskørsel på et andet grundlag end en kontraktlig forpligtelse, kan søge om tilladelse til at udføre udrykningskørsel efter dispensation, når ganske særlige forhold gør sig gældende. I forbindelse med ansøgningen skal udrykningsaktøren redegøre for de ganske særlige forhold.

Ved vurderingen af ansøgningen foretager Færdselsstyrelsen en afvejning af på den ene side ansøgers interesse og behov for at kunne foretage udrykningskørsel og på den anden side de færdselssikkerhedsmæssige hensyn. Hensynet til færdselssikkerheden vejer tungt. Der gives på denne baggrund kun tilladelse, herunder i tilfælde af dispensation, i tilfælde af dokumenteret behov. Før der træffes afgørelse om udstedelse af udrykningstilladelse, sendes ansøgningen og dokumentation for behov i høring hos de relevante politikredse. 

Søg om tilladelse

Ansøgningen skal som minimum indeholde følgende informationer:

  • Tydelig angivelse af ansøgerens navn og CVR-nr./CPR-nr.
  • Dokumentation for aftalen om varetagelse af opgaver, der kræver udrykningskørsel
  • Angivelse af de geografiske områder, som udrykningskørslen skal udføres i 

Ansøgning skal indsendes til Færdselsstyrelsen på mailadresse: info@fstyr.dk

Udrykningstilladelsen kan udstedes for en periode på op til 2 år.

Tilladelsen er kun gyldig så længe tilladelsesindehaveren varetager den type udrykningsopgaver, der er oplyst og dokumenteret i forbindelse med ansøgningen.

En udrykningstilladelse kan ikke overdrages til en anden fysisk eller juridisk person. Færdselsstyrelsen kan tilbagekalde en udstedt udrykningstilladelse, hvis betingelserne for udstedelsen ikke længere er opfyldt.  

Vejledning om udrykningskørsel

På linket nedenfor kan du finde Vejledning om udrykningskørsel.

Vejledningen indeholder en beskrivelse af reglerne for udrykningskørsel i bekendtgørelse nr. 588 af 31. maj 2024 med ikrafttræden den 1. juli 2024.

Vejledningen er baseret på bekendtgørelsens ordlyd suppleret med eksempler på anvendelsen af bestemmelserne i bekendtgørelsen.

 

Vejledning om udrykningskørsel

 

Udrykningskøretøjer

Et motorkøretøj, der skal anvendes til udrykningskørsel, skal være godkendt hertil af en synsvirksomhed.

Et motorkøretøj, der er typegodkendt til ambulancekørsel, skal ikke godkendes af en synsvirksomhed.

Kravet om godkendelse gælder ikke for motorkøretøjer, der er godkendt og registreret som udrykningskøretøj i udlandet.

Regler for udrykningskørsel

Reglerne for udrykningskørsel fremgår af Færdselslovens § 7 og af bekendtgørelse om udrykningskørsel m.v. Se link til bekendtgørelsen nedenfor.

Overgangsbestemmelser

I forbindelse med ikrafttræden af ny bekendtgørelse om udrykningskørsel den 1. juli 2024 er der fastsat overgangsbestemmelser om gyldigheden af tidligere udstedte udrykningstilladelser.

Udrykningstilladelser, der er udstedt før 1. juli 2024, er gyldige indtil udløbet af tilladelsens gyldighedsperiode, medmindre Færdselsstyrelsen tilbagekalder tilladelsen af anden årsag.

Udrykningstilladelser, der er udstedt før 1. juli 2024 uden angivelse af udløbsdato, er ikke gyldige efter den 30. juni 2029.

Regler og love på området