Vejledningen her retter sig mod de tunge campingbiler med en registreret tilladt totalvægt, som er større end 3.500 kg og højst 7.500 kg, der kan godkendes til Tempo 100-kørsel i Danmark.
Den 15. marts 2018 trådte Færdselsstyrelsens meddelelse om køretøjers indretning og udstyr mv. nr. 2008 i kraft. I afsnittet nedenfor er der link til meddelelsen.
Meddelelsen giver oplysninger om Tempo 100-ordningen for campingbiler til brug ved synet og Tempo 100–registreringen hos synsvirksomheden og ved registreringen første gang af fabriksnye, EU-typegodkendte campingbiler hos forhandlere, der er Motorstyrelsens nummerpladeoperatør, når bilen samtidigt ønskes registreret til Tempo 100-kørsel.
Den 15. marts 2018 trådte bekendtgørelse om betingelser for Tempo 100-kørsel med campingbil nr. 201 af 12/03/2018 i kraft. Nederst på siden finder du bekendtgørelsen. Campingbiler, der opfylder betingelserne i bekendtgørelsen, må køre med op til 100 km i timen på motorveje og op til 80 km i timen på andre veje end motorveje.
For campingbiler med en tilladt totalvægt over 3.500 kg, der ikke opfylder betingelserne for Tempo 100-kørsel, vil hastighedsgrænsen fortsat være 80 km i timen på motorveje og 80 km i timen på andre veje end motorveje. Er campingbilen tilkoblet et registreringspligtigt påhængskøretøj er hastighedsgrænsen ligeledes 80 km/t på motorveje og 70 km i timen på andre veje end motorveje, også selvom campingbil og påhængskøretøj begge er registreret til Tempo 100-kørsel og udstyret med et Tempo 100-mærke. Kort sagt - campingbiler må under Tempo 100-kørsel ikke være tilkoblet et påhængskøretøj.
Blandt de betingelser, der skal være opfyldt, er, at campingbilen skal være godkendt og registreret i Køretøjsregisteret (DMR) til Tempo 100-kørsel, og at bilen skal være forsynet med et dansk Tempo 100-mærke, der er synligt lige bagfra. Kravet om registrering af campingbiler i DMR gælder dog ikke for udenlandsk registrerede campingbiler.
I forbindelse med godkendelse af udenlandsk registrerede campingbiler til Tempo 100-kørsel udsteder synsvirksomheden en Tempo 100-godkendelsesattest. Attesten anvendes som dokumentation for godkendelsen og skal derfor altid medbringes under Tempo 100-kørsel i Danmark.
Tilsvarende, anerkendte udenlandske ordninger, som også gælder ved Tempo 100-kørsel i Danmark, læs mere under "Udenlandske Tempo 100 ordninger".
I afsnittet nedenfor er der links til virk.dk. Som synsvirksomhed finder du den elektroniske blanket, der skal anvendes i forbindelse med udstedelse af Tempo 100-godkendelsesattest på engelsk til udenlandsk registrerede campingbiler.
Der udleveres også et Tempo 100-mærke til montering bagpå campingbilen, så det er synligt lige bagfra. Et erstatningsmærke for et beskadiget Tempo 100-mærke må kun udleveres, når synsvirksomheden har sikret sig, at det beskadigede mærke er fjernet fra campingbilen.
De udstedte Tempo 100-godkendelsesattester er automatisk overført til Færdselsstyrelsens Dokumentportal. Her kan campingbilens Tempo 100-godkendelsesattest ses og udskrives, når bilens stelnummer oplyses. Portalen kræver login med NemID/MitID.
Love og regler for Tempo-100-kørsel med campingbil