Whistleblowerordning

Her finder du Færdselsstyrelsens whistleblowerordning. Du kan bruge ordningen, hvis du vil gøre opmærksom på ulovlige eller andre kritisable forhold, der vedrører Færdselsstyrelsen.

Har du oplevet ulovlige eller andre kritisable forhold, der vedrører Færdselsstyrelsen, kan du benytte dig af styrelsens whistleblowerordning. 

Du kan indmelde:

  • Økonomisk kriminalitet: Bedrageri, underslæb, dokumentfalsk, regnskabsmæssig manipulation.
  • Selskabsledelse: Bestikkelse, konkurrenceforvridning, uetiske donationer, uetisk adfærd etc.
  • Miljø: Væsentlige brud på miljøregler og forurening af miljøet.
  • Arbejdsmiljø og sikkerhed: Overtrædelse af arbejdsmiljøforhold og brud på arbejdssikkerheden.
  • Andet: Grov chikane, herunder af seksuel karakter, brud på love og internt fastsatte regler.

Hvem kan bruge whistleblowerordningen? 

Færdselsstyrelsens whistleblowerordning kan anvendes af 

  • Personer, der arbejder i Færdselsstyrelsen. Det omfatter både fuldtids- og deltidsansatte, ansatte med tidsbegrænsede ansættelseskontrakter (projektansættelser) samt vikarer. 
  • Personer, der tidligere har arbejdet i Færdselsstyrelsen, og som indberetter oplysninger, som vedkommende er kommet i besiddelse af i den periode, personen arbejdede for styrelsen.
  • Personer, som endnu ikke er begyndt at arbejde i Færdselsstyrelsen, men som indberetter oplysninger, der er erhvervet i forbindelse med ansættelsesprocessen eller andre førkontraktuelle forhandlinger.
  • Personer, som arbejder under tilsyn og ledelse af kontrahenter, underleverandører og leverandører til Færdselsstyrelsen.

Rettigheder

Du kan læse mere om dine rettigheder som whistleblower i Vejledning for whistleblowere.pdf

Du har desuden mulighed for at anvende Datatilsynets whistleblowerordning, hvis du ikke ønsker at benytte Færdselsstyrelsens. 

Færdselsstyrelsens behandling af indberetninger og anonymitet 

Indberetninger til Færdselsstyrelsens whistleblowerordning behandles af Færdselsstyrelsens whistleblowerenhed, der er forankret i styrelsens direktionssekretariat. Whistleblowerenhedens medarbejdere har som udgangspunkt tavshedspligt om de oplysninger, der indgår i indberetningen, og whistleblowerenheden kan kun i særlige tilfælde videregive oplysninger, der direkte eller indirekte kan identificere en whistleblowers identitet. 

Hvis du vil være anonym, skal du være opmærksom på, at du ikke oplyser dit navn eller andet personhenførbart som f.eks. adresse eller telefonnummer – heller ikke i eventuelle vedhæftede dokumenter. 

Gå til Færdselsstyrelsens wistleblower-indberetningsportal.

Statistik vedrørende whistleblowerordningen i Færdselsstyrelsen 

Det følger af whistleblowerlovens § 27, at Færdselsstyrelsen mindst en gang årligt skal offentliggøre oplysninger om sin virksomhed efter whistleblowerloven. Oplysningerne for perioden 1/8-2022 til 1/8-2023 findes i tabellen nedenfor.

Modtagne anmeldelser Realitetsbehandlede anmeldelser Afviste anmeldelser Anmeldelser der har givet anledning til politianmeldelser
9 6 3 0