Klager du over syn

Er du utilfreds med synshallens afgørelse, kan du klage til Færdselsstyrelsen. Du finder klagevejledningen på bagsiden af den synsrapport, som synshallen udleverer ved synets afslutning.

Hvis du vil klage, skal du være opmærksom på, at har du allerede påbegyndt eller udført reparationer på køretøjet, kan det besværliggøre styrelsens behandling af klagen.

Årsagen hertil er, at det kan vanskeliggøre Færdselsstyrelsens vurdering af køretøjets tilstand på synstidspunktet.

Husk at klage inden fristen udløber

Klagefristen er fire uger fra den dato, hvor afgørelsen om synsresultatet er meddelt. Færdselsstyrelsen skal have modtaget klagen inden fristens udløb. Vær opmærksom på, at synsresultatet gælder, indtil klagen er afgjort.

Du kan klage ved at benytte blanketten herunder. Når blanketten er udfyldt, skal den sendes til os via Digital Post på virk.dk eller borger.dk eller pr. brev til adressen Sorsigvej 35, 6760 Ribe.

Såfremt du ikke er ejer eller bruger af køretøjet, skal du medsende en underskrevet fuldmagt.

Indkaldelse til nyt syn

Hvis Færdselsstyrelsen under sagsbehandlingen af din klage konstaterer, at godkendelsesgrundlaget ikke har været i orden på synstidspunktet, kan Færdselsstyrelsen bestemme, at køretøjet skal indkaldes til syn, eller at dets godkendelse skal inddrages.

Klagevejledning

Færdselsstyrelsens afgørelser er endelige og kan ikke indbringes for transportministeren eller anden administrativ myndighed.