Vejledning

Vejledning - Manuel ansøgning Værkstedskort

30-09-2025

Vejledning til at udfylde manuel ansøgning til værkstedskort, ved aflevering på takograf-lokationer

Vejledningen vedrører blanketten ”ansøgning om værkstedskort” som anvendes til brug for den digitale og intelligente takograf. Blanketten kan udfyldes på skærmen og udskrives.

Klik i første felt og udfyld feltet. Skift fra felt til felt med tabulatortasten. Hvis blanketten udskrives og udfyldes i hånden, skal ansøgningen udfyldes med BLOKBOGSTAVER.

Bestemmelserne om udstedelse af værkstedskort findes i bekendtgørelse nr. 1832 af 22. september 2021 om udstedelse af takografkort.

Bestemmelserne om autorisation af værksteder findes i bekendtgørelse nr. 1318 af 22. november 2018      om autorisation til installering, eftersyn, kontrol og reparation af takografer.

Ansøgning om værkstedskort indgives ved digital selvbetjening via www.virk.dk/værkstedskort eller indleveres ved henvendelse til et af Færdselsstyrelsens takograf lokationer herunder.

Hvis ansøgningen indgives via en af Færdselsstyrelsens lokationer, skal ansøgningsblanketten afleveres i en lukket kuvert i en dertil indrettet postkasse på den enkelte lokation. Færdselsstyrelsen gør opmærksom på, at sagsbehandlingstiden for behandling af fysiske ansøgninger om værkstedskort er væsentlig længere end behandlingen af ansøgninger som indgives digitalt.

Færdselsstyrelsen Aalborg
Sofievej 61
9000 Aalborg
Færdselsstyrelsen Kolding
Egtved Allé 6
6000 Kolding
Færdselsstyrelsen København
Amager Strandvej 390, Bygning A, 3. sal
2770 Kastrup
Færdselsstyrelsen | www.fstyr.dk
Tlf.: +45 7221 8899 | info@fstyr.dk

Værkstedskortet tilhører installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten, men personaliseres til den pågældende person (mekaniker), der skal anvende det. Kortet kan kun anvendes sammen med den tilhørende personlige pinkode, der fremsendes til mekanikeren.

Betingelser for udstedelse

Det er en betingelse for udstedelse af værkstedskort, at installatøren, værkstedet og køretøjsfabrikanten er autoriseret af Færdselsstyrelsen til at udføre arbejde på den digitale takograf, herunder eventuelt den intelligente takograf, og at mekanikeren er uddannet til at udføre dette arbejde. Det er herudover en betingelse, at installatøren, værkstedet og køretøjsfabrikanten er i besiddelse af det nødvendige udstyr til  at udføre de relevante afprøvninger og opgaver.

På ansøgningsblanketten skal anføres det autorisationsnummer, som installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten har fået tildelt i forbindelse med autorisationen.

Ansøger underskriver på ansøgningsblanketten, under strafansvar, en erklæring om, at mekanikeren har gennemført den nødvendige uddannelse, og at ansøgeren er i besiddelse af det udstyr,  som er nødvendigt til at udføre relevante afprøvninger og opgaver.

Endelig er det en betingelse for udstedelse af værkstedskort, at Færdselsstyrelsen vurderer, at installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten eller dets ejer og/eller stedlig daglig leder lever op til et vandelskrav. På blanketten angives, hvem der er ejer eller tegningsberettiget for installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten og/eller stedlig daglig leder. 

Førstegangsudstedelse

Hvis installatøren, værkstedet og køretøjsfabrikanten ikke tidligere har fået udstedt et værkstedskort til  den pågældende mekaniker, er der tale om en førstegangsudstedelse.

Fornyelse

Hvis gyldighedsperioden på værkstedskortet er ved at udløbe, kan der ansøges om fornyelse af kortet.

Erstatning

Hvis værkstedskortet ikke virker (er uvirksomt), er bortkommet eller stjålet, kan der ansøges om et erstatningskort. I disse tilfælde underskrives på ansøgningsblanketten under strafansvar en erklæring   herom. Samtidig skal det angives, fra hvilken dato kortet blev uvirksomt, er bortkommet eller stjålet. Bortkommer værkstedskortet, eller bliver det stjålet, skal I hurtigst muligt give Færdselsstyrelsen besked på info@fstyr.dk.

Hvis det tidligere udstedte kort fremkommer efter, at der er udstedt erstatningskort, skal det tidligere  udstedte kort straks afleveres til Færdselsstyrelsen.

Du kan også ansøge om erstatningskort, hvis kortet er påført fejlagtige oplysninger, f.eks. forkert      CVR-nummer, fejlagtigt navn, adresse eller lignende.

Udskiftning

Hvis installatøren, værkstedet, køretøjsfabrikanten eller mekanikeren har ændret navn eller lignende, kan installatøren, værkstedet og køretøjsfabrikanten - hvis kortet fortsat er gyldigt - vælge at ansøge om at få udstedt et nyt værkstedskort med de korrekte data. Hvis installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten har fået nyt CVR-nummer, er der ikke tale om en udskiftning, men om en førstegangsudstedelse.

Gyldighedsperiode

Værkstedskortet er gyldigt i maksimalt 1 år.

Bemærk!

Hvis der ansøges om erstatningskort, fordi kortet er uvirksomt, eller fordi kortet er påført fejlagtige oplysninger, SKAL det tidligere udstedte    værkstedskort indsendes til Færdselsstyrelsen inden sagsbehandlingen påbegyndes.

Underskrift

Ansøgningsblanketten skal underskrives af den/de i virksomheden ansvarlige indehavere:

  • Enkeltmandsvirksomhed:
  • I/S, A/S, ApS og Kommanditselskaber: Den/de
  • Partsrederi: Den bestyrende
  • Andre driftsformer (andelsselskaber, fonde, foreninger mv.): En repræsentant fra den ansvarlige

 

Ansøgningsblanketten skal også underskrives af den person (mekaniker), som kortet skal personaliseres til, samt installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikantens stedlige, daglige leder.

Installatøren, værkstedets eller køretøjsfabrikantens navn og adresse

Navnet og adressen skal svare til det registrerede i CVR.

Betaling

Et takografkort koster 350 kr. og betales, inden sagsbehandlingen påbegyndes.

Beløbet kan betales enten via bankoverførsel eller med MobilePay direkte på lokationerne. Ved bankoverførsel modtager du en besked i Digital Post med nærmere information.

Levering af værkstedskortet

Værkstedskortet vil blive sendt til installatørens, værkstedets eller køretøjsfabrikantens CVR-adresse.
Pinkoden til brug sammen med kortet sendes til den pågældende mekanikers adresse, der er angivet på ansøgningsblanketten.
Grundet de strenge, sikkerhedsmæssige foranstaltninger, som produktionen af det personlige værkstedskort er underlagt, vil leveringstiden være mindst 1 uge (5 arbejdsdage).