Du skal bruge installatørens, værkstedets eller køretøjsfabrikantens MitID-medarbejdersignatur til at logge på selvbetjeningen, ved virk.dk. Herefter skal du kontrollere, at oplysningerne om installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten er korrekte. Installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikantens navn og adresse udfyldes automatisk gennem CVR (Det Centrale Virksomhedsregister).
Derefter udfyldes ansøgningen. Når du har trykket på ”send” nederst på opsummeringssiden sendes ansøgningen til medsignering hos installatørens, værkstedets eller køretøjsfabrikantens ansvarlige indehaver(e), den pågældende mekaniker samt ved fornyelse installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikantens stedlige, daglige leder. Vær opmærksom på, at Færdselsstyrelsen først har modtaget ansøgningen, når medsigneringen er gennemført. Installatørens, værkstedets eller køretøjsfabrikantens kontaktperson vil herefter få kvitteringen tilsendt til sin e-mailadresse.
Bestemmelserne om udstedelse af værkstedskort findes i bekendtgørelse nr. 1832 af 22. september 2021 om udstedelse af takografkort.
Bestemmelserne om autorisation af værksteder findes i bekendtgørelse nr. 1318 af 22. november 2018 om autorisation til installering, eftersyn, kontrol og reparation af takografer.
Bestemmelserne forefindes på Færdselsstyrelsen hjemmeside.
Værkstedskortet tilhører installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten, men personaliseres til den pågældende person (mekaniker), der skal anvende det. Kortet kan kun anvendes sammen med den tilhørende personlige pinkode, der fremsendes til mekanikeren.
Betingelser for udstedelse
Det er en betingelse for udstedelse af værkstedskort, at installatøren, værkstedet og køretøjsfabrikanten er autoriseret af Færdselsstyrelsen til at udføre arbejde på den digitale takograf, herunder eventuelt den intelligente takograf, OG at mekanikeren er uddannet til at udføre dette arbejde. Det er endvidere en betingelse, at installatøren, værkstedet og køretøjsfabrikanten er i besiddelse af det nødvendige udstyr til at udføre de relevante afprøvninger og opgaver.
I selvbetjeningsløsningen skal der anføres det autorisationsnummer, som installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten har fået tildelt i forbindelse med autorisationen.
Endvidere underskriver ansøger på ansøgningsblanketten under strafansvar en erklæring om, at mekanikeren har gennemført den nødvendige uddannelse, og at ansøgeren er i besiddelse af det udstyr, som er nødvendigt til at udføre relevante afprøvninger og opgaver.
Endelig er det en betingelse for fornyelse af værkstedskort, at Færdselsstyrelsen vurderer, at installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten eller dets ejer og/eller stedlig daglig leder lever op til et vandelskrav. I selvbetjeningsløsningen angives, hvem der er ejer eller tegningsberettiget for installatøren, værkstedet eller køretøjsfabrikanten og/eller stedlig, daglig leder.
Førstegangsudstedelse
Hvis installatøren, værkstedet og køretøjsfabrikanten ikke tidligere har fået udstedt et værkstedskort til den pågældende mekaniker, er der tale om en førstegangsudstedelse.
Bemærk: Hvis installatøren, værkstedet og køretøjsfabrikanten har fået nyt CVR-nummer, er der tale om en førstegangsudstedelse. Samt der skal ansøges om autorisation til CVR-nummeret.
Fornyelse
Hvis gyldighedsperioden på værkstedskortet er ved at udløbe eller er udløbet, kan der ansøges om fornyelse af kortet.
Erstatning
Hvis værkstedskortet ikke virker (er uvirksomt), er bortkommet eller stjålet, kan der ansøges om et erstatningskort. I disse tilfælde underskrives på ansøgningsblanketten under strafansvar en erklæring herom. Samtidig skal det angives, fra hvilken dato kortet blev uvirksomt, er bortkommet eller stjålet. Bortkommer værkstedskortet, eller bliver det stjålet, skal der hurtigst muligt gives besked til Færdselsstyrelsen på info@fstyr.dk.
Du kan endvidere ansøge om erstatningskort, hvis kortet er påført fejlagtige oplysninger, f.eks. forkert CVR-nummer, fejlagtigt navn eller adresse og lignende.
Udskiftning
Hvis installatøren, værkstedet, køretøjsfabrikanten eller mekanikeren har ændret navn eller lignende, kan installatøren, værkstedet og køretøjsfabrikanten - hvis kortet fortsat er gyldigt - vælge at ansøge om at få udstedt et nyt værkstedskort med de korrekte data.
Bemærk: Hvis der ansøges om erstatningskort, fordi kortet er uvirksomt, SKAL det tidligere udstedte værkstedskortkort indsendes før videre sagsbehandling, eller det tidligere udstedte værkstedskortkort afleveres til et af Færdselsstyrelsens takografkortekspeditionssteder.
Hvis der ansøges om erstatningskort, fordi kortet er påført fejlagtige oplysninger, eller hvis der ansøges om udskiftning, SKAL det tidligere udstedte værkstedskort indsendes før videre sagsbehandling, eller det tidligere udstedte værkstedskort afleveres til et af Færdselsstyrelsens takografkortekspeditionssteder.
Dette vil fremgå i den digitale ansøgning.
Gyldighedsperiode
Værkstedskortet er gyldigt i maksimalt 1 år.
Medsignering
Ansøgningen skal medsigneres af den/de i virksomheden ansvarlige indehavere:
- Enkeltmandsvirksomhed: Indehaveren
- I/S, A/S, ApS og K/S: Den/de tegningsberettigede
- Partsrederi: Den bestyrende reder
- Andre driftsformer (andelsselskaber, fonde, foreninger mv.): En repræsentant fra den ansvarlige ledelse.
Ansøgningen skal desuden medsigneres af den person (mekaniker), som kortet skal personaliseres til samt ved fornyelse installatørens, værkstedets eller køretøjsfabrikantens stedlige, daglige leder.
Ansøgningen bliver først sendt til Færdselsstyrelsen, når medsigneringen er gennemført af alle.
Personer, som skal medsignere, kan ikke rette i ansøgningen, men blot godkende eller afvise. Sker medsigneringen ikke inden 30 dage, vil ansøgningen blive slettet og dermed ikke sendt til Færdselsstyrelsen.
Opmærksomheden henledes på, at personen, som skal medsignere ansøgningen, vil få en e-mail tilsendt på den i selvbetjeningsløsningen oplyste e-mailadresse. I e-mailen vil der være en vejledning i at medsignere. Personen som skal medsignere, skal huske at tjekke sin indbakke for uønsket mail og spam, fordi mailen til medsignering ved en fejl kan ende dér.
Betaling
Et takografkort, værkstedskort, koster 425 kr. og betales i ansøgningsprocessen.
Ved digital ansøgning
Bestiller du kortet digitalt, kan du betale ved brug af betalingskort. Dit dankort skal være sat op til nets-betaling
Ved personligt fremmøde
På ekspeditionsstederne tages imod følgende betalingsformer: betalingskort, herunder Visa, Dankort og Mastercard, MobilPay eller kontant
Erstatningskort, uvirksomt, udstedes uden betaling KUN hvis det konstateres, det uvirksomme kort ikke har synlige skader eller ikke er uvirksomt som følge af uhensigtsmæssig brug eller opbevaring.
Levering af værkstedskortet
Værkstedskortet vil blive sendt til installatørens, værkstedets eller køretøjsfabrikantens CVR-adresse.
Pinkoden til brug sammen med kortet sendes til den pågældende mekanikers folkeregisteradresse.
Opmærksomhedens henledes på, at alle postmodtageres navne skal skrives på postkassen.
Af sikkerhedsmæssige årsager produceres førerkortet kun et sted i landet og under strenge sikkerhedsforanstaltninger, og der vil derfor være en leveringstid på mindst 1 uge.