Du skal have virksomhedens MitID-medarbejdersignatur klar og logge på selvbetjeningen. Hvis der skal bruges et virksomhedskort til privat brug og ikke erhverv, skal du bruge dit private MitID.
Når du er logget ind på virk.dk, skal du kontrollere, at oplysningerne om virksomheden er korrekte, virksomhedens navn og adresse udfyldes automatisk gennem CVR (Det Centrale Virksomhedsregister).
Derefter udfyldes ansøgningen. Vær opmærksom på, at Færdselsstyrelsen først har modtaget ansøgningen, når du har trykket på ”send” nederst på opsummeringssiden. Virksomhedens anførte kontaktperson vil herefter få kvitteringen tilsendt til sin e-mailadresse.
Bestemmelserne om udstedelse af virksomhedskort findes i bekendtgørelse nr. 1832 af 22. september 2021 om udstedelse af takografkort. Findes på Færdselsstyrelsen hjemmeside.
Betingelser for udstedelse
Virksomhedskort kan udstedes til enhver person eller virksomhed, som er eller bliver omfattet af de gældende bestemmelser om køre- og hviletid.
Hvis virksomheden har et værkstedskort, skal der foreligge en dispensation fra Færdselsstyrelsen før der kan udstedes et virksomhedskort.
Førstegangsudstedelse
Hvis virksomheden ikke tidligere har fået udstedt et virksomhedskort, eller virksomheden ansøger om yderligere et antal virksomhedskort, er der tale om en førstegangsudstedelse.
Bemærk: Hvis virksomheden har fået nyt CVR-nummer, er der tale om en førstegangsudstedelse.
Fornyelse
Hvis gyldighedstiden på et virksomhedskort er ved at udløbe eller allerede er udløbet, kan der ansøges om fornyelse af kortet.
Erstatning
Hvis virksomhedskortet ikke virker (er uvirksomt), er bortkommet eller stjålet, kan der ansøges om et erstatningskort. Bortkommer virksomhedskortet, eller bliver det stjålet, skal du hurtigst muligt give Færdselsstyrelsen besked herom på info@fstyr.dk.
Du kan endvidere ansøge om erstatningskort, hvis kortet er påført fejlagtige oplysninger, f.eks. forkert CVR-nummer, fejlagtig adresse og lignende.
Udskiftning
Hvis virksomheden ændrer navn eller lignende, kan virksomheden - hvis kortet fortsat er gyldigt - vælge at søge om at få udstedt et nyt virksomhedskort med de korrekte data.
Bemærk: Hvis der ansøges om erstatningskort, fordi kortet ikke længere fungerer (uvirksomt) eller indeholder fejlagtige oplysninger, skal det tidligere udstedte virksomhedskort indsendes til Færdselsstyrelsen, inden ansøgningen om det nye virksomhedskort kan behandles. Alternativt kan man aflevere sit gamle virksomhedskort på en af tre lokationer i hhv. Aalborg, Kolding eller Kastrup i forbindelse med afhentningen af det nye virksomhedskortkort. Der må dog i dette tilfælde forventes en forlænget leveringstid.
Oplysningerne vil fremgå under den digitale ansøgning.
Gyldighedsperiode
Virksomhedskortet er gyldigt i maksimalt 5 år.
Betaling
Et takografkort, virksomhedskort, koster 350 kr. og betales i ansøgningsprocessen.
Ved digital ansøgning
Bestiller du kortet digitalt, kan du betale ved brug af betalingskort. Dit dankort skal være sat op til nets-betaling
Ved indgivelse af ansøgning til takograf-postkasse
Ved indgivelse af ansøgningsblanket i takograf-postkasse, vil der efterfølgende blive anmodet om betaling via digitalpost. Hvori der tages imod følgende betalingsformer: bankoverførsel eller MobilePay.
Erstatningskort, uvirksomt, udstedes uden betaling KUN hvis det konstateres, det uvirksomme kort ikke har synlige skader eller ikke er uvirksomt som følge af uhensigtsmæssig brug eller opbevaring.
Levering af virksomhedskortet
Virksomhedskortet vil blive sendt til virksomhedens CVR-adresse/ CPR-adresse, medmindre der vælges at hente virksomhedskortet på et af Færdselsstyrelsens takograf lokationer.
Af sikkerhedsmæssige årsager produceres virksomhedskortet kun et sted i landet og under strenge sikkerhedsforanstaltninger, og leveringstiden vil derfor være mindst 1 uge.