Hverken virksomheden eller transportlederen må have ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. og derover.
Forfalden gæld betyder gæld til det offentlige, som ikke er betalt inden for fristen (forfaldsdatoen).
Ikkepersonlig gæld betyder gæld til det offentlige, som er opstået i forbindelse med drift af enhver virksomhed., fx gæld på skattekontoen, A-skat, moms, vejtransportafgifter osv.
Personlig gæld, fx SU-gæld, børnebidrag, biblioteksbøder osv., indgår ikke i Færdselsstyrelsens opgørelse af gældens størrelse.
Færdselsstyrelsen indhenter oplysninger om ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige hos Skatteforvaltningen.
Hvis virksomheden mangler at angive fx moms, A-skat eller AM-bidrag, kan Skatteforvaltningen ikke give en fuldstændigt overblik over gældens størrelse. I denne situation kan Færdselsstyrelsen anmode virksomheden om at indberette det manglende.
Hvis virksomhedens og/eller transportlederens gæld er på mere end 100.000 kr., vil Færdselsstyrelsen give virksomheden og/eller transportlederen en frist på maksimalt 6 måneder til at nedbringe gælden til under 100.000 kr. Hvis virksomheden ikke nedbringer gælden inden for den fastsatte frist, må det forventes, at virksomhedens tilladelse(r) vil blive tilbagekaldt. Hvis transportlederen ikke nedbringer sin gæld inden for den fastsatte frist, må det forventes, at godkendelsen som transportleder vil blive tilbagekaldt.
Hvis virksomheden eller transportlederen har indgået og overholder en betalingsaftale med Skatteforvaltningen (Gælds- og/eller Skattestyrelsen) på hele eller dele af gælden, medregner Færdselsstyrelsen ikke gældsposter omfattet af en sådan aftale i sin opgørelse af forfalden gæld. Hvis en virksomhed fx skylder Skatteforvaltningen 150.000 kr. i alt, men har indgået og overholder en betalingsaftale på en gældspost, som udgør 100.000 kr., vil Færdselsstyrelsen opgøre virksomhedens gæld til 50.000 kr. En betalingslinje uden en fast aftale om afdragenes størrelse og betalingstidspunkter er ikke nok til, at Færdselsstyrelsen ser bort fra gælden. Har virksomheden og/eller transportlederen fået ligningsmæssig henstand på en eller flere af sine gældsposter hos Skatteforvaltningen, vil disse poster ikke indgå i Færdselsstyrelsens opgørelse af gældens størrelse.
Spørgsmål til, om virksomheden eller transportlederen har ikkepersonlig forfalden gæld eller gældens størrelse, skal rettes til Skatteforvaltningen (Skatte- eller Gældsstyrelsen).