Kørekort til bil

Her kan du se de trin, du skal gennemgå for at tage kørekort til bil.

Du kan få udstedt kørekort til bil, kategori B, når du er 18 år gammel. Køreundervisningen udbydes af godkendte køreskoler landet over, og du kan påbegynde undervisningen, når du er fyldt 17 år og 9 måneder. Du har også mulighed for at tage kørekortet allerede som 17-årig, her gælder en række særlig krav, som du kan læse mere om på siden om kørekort til 17-årige.

Kørekort til 17-årige

Hvis du er fyldt 18 år og har et kørekort til kategori B, har du ret til at køre en personbil eller varebil på max 3500 kg. En personbil er defineret som en bil, der er indrettet til højst 8 personer foruden føreren.

Derudover må du føre et vogntog, som består af bil og påhængskøretøj, f.eks. en trailer. Vi har samlet, alt du skal vide om kørsel med påhængskøretøj på siden om kørekort til påhængskøretøj til B, B+ og BE.

Kørekort til påhængskøretøj til bil

For at erhverve kørekort til bil skal du:

  • have udstedt en lægeattest, som dokumenterer syn, hørelse m.m.
  • have sædvanlig bopæl i Danmark
  • have gennemført et kursus i færdselsrelateret førstehjælp
  • have gennemført køreundervisning
  • have bestået en køreprøve

Med et kørekort kategori B har du ret til at køre en personbil eller varebil på max 3500 kg. En personbil er defineret som en bil, der er indrettet til højst 8 personer foruden føreren.

Derudover må du føre et vogntog som består af bil og påhængskøretøj, fx en trailer. Vi har samlet, alt du skal vide om kørsel med påhængskøretøj på siden om kørekort til påhængskøretøj til B, B+ og BE.

Kørekort til påhængskøretøj til bil B, B+, BE

Her kommer de trin, du skal gennemgå fra ansøgning til køreprøve, når du erhverver kørekort til bil.

Find en køreskole

Det er obligatorisk at gennemføre køreundervisning sammen med en kørelærer for at tage et kørekort. Priserne på undervisningen varierer fra køreskole til køreskole.

Køreskolen skal sikre, at du får den teoretiske og praktiske undervisning, som er nødvendig. I Danmark er det obligatorisk at gennemføre minimum 29 lektioner i teorilokalet og 24 lektioners køreundervisning af 45 minutter.

Ansøg hos Borgerservice

Selve ansøgningen om udstedelse af kørekort skal du indlevere hos en valgfri Borgerservice i en af landets kommuner. Ansøgningen får du udleveret hos din kørelærer, men den kan også hentes nederst på denne side.

Når du ansøger hos Borgerservice skal du medbringe et foto. Derudover er der krav om indlevering af lægeattest og førstehjælpsbevis. 

Det er kommunen, som vurderer, om du opfylder betingelserne for at få udstedt et kørekort. 

Læs mere om de enkelte ansøgningskrav her:

Du har som udgangspunkt sædvanlig bopæl i Danmark fra det tidspunkt, du bosætter dig i Danmark, med henblik på at opholde dig her i landet i mindst 185 dage om året, som følge af din personlige eller erhvervsmæssige tilknytning.

Der vil ved vurderingen af, om du har sædvanlig bopæl i Danmark blive lagt vægt på, om du har et varigt hjem her i landet, om dine ejendele og din nærmeste familie (f.eks. ægtefælle og børn) befinder sig i Danmark, og om du opholder dig i Danmark, når der ses bort fra midlertidige udrejser som følge af f.eks. forretnings-, studie- eller ferierejser.

Hvis du alene opholder dig i Danmark med henblik på udførelsen af et tidsbegrænset erhverv eller som led i et uddannelsesforløb, og ikke har personlig tilknytning til Danmark, har du som udgangspunkt ikke sædvanlig bopæl i Danmark.

Det samme gælder, hvis du alene har erhvervsmæssig tilknytning til Danmark, og du har din personlige tilknytning til et andet land, som du regelmæssigt vender tilbage til.

Det er kommunen, som i forbindelse med ansøgning om udstedelse af kørekort og ansøgning om ombytning af kørekort, der vurderer, om du har sædvanlig bopæl i Danmark.

Køreprøve

Du skal bestå en køreprøve for at få udstedt et kørekort. En køreprøve består af en teoriprøve og en praktisk prøve.

Teoriprøven til kategori B kan tidligst aflægges en måned før du fylder 18 år.

Når du har modtaget den nødvendige køreundervisning, vil din kørelærer vil hjælpe dig med at bestille tid til din teoriprøve og den praktiske prøve.

Læs mere om køreprøven

0,2 promillegrænse = 0 alkohol

De første tre år efter, du har fået kørekort til bil for første gang, gælder der en promillegrænse på 0,2. Den lave grænse betyder i praksis, at du som ny bilist slet ikke må drikke alkohol, hvis du skal køre bil.

Læs mere om 0.2 promille= 0 alkohol hos Rådet for Sikker Trafik

Ansøg om kørekort

Sådan modtager du dit kørekort

Når du har bestået din køreprøve, får du et midlertidigt kørekort på et stykke papir af din prøvesagkyndige (den person fra Færdselsstyrelsen, der har vurderet din prøve). Det midlertidige kørekort gælder kun i Danmark, og du må bruge det, indtil du modtager dit rigtige kørekort med posten.

Sådan får du dit rigtige kørekort:

  • Din ansøgning om kørekort bliver færdigbehandlet, og herefter bestiller Borgerservice dit kørekort.
  • Det tager normalt 3-4 uger, fra du består din køreprøve til dit plastikkørekort lander i din postkasse.

Vigtigt: Dit fulde navn skal stå på din postkasse. Hvis det ikke gør det, bliver kørekortet sendt til Borgerservice i din kommune – og så tager det længere tid.

Har du ikke modtaget dit kørekort – eller er der fejl på det?

Hvis du ikke har modtaget dit kørekort inden for de 3-4 uger, det normalt tager, så kan du kontakte Borgerservice og høre, hvor det er blevet af.

Hvis du finder fejl på dit kørekort – fx forkert navn, adresse eller billede – så skal du også kontakte Borgerservice. De hjælper dig med at få det rettet.

Du kan finde kontaktoplysninger til Borgerservice på din kommunes hjemmeside.