Ubetinget frakendelse

Hvis du får en ubetinget frakendelse, mister du din førerret.

Hvis du bliver ubetinget frakendt, så mister du din førerret, og dermed også dit kørekort. Det betyder, at du skal aflevere dit kørekort til politiet, og du efter frakendelsestidens udløb, skal ansøge om at generhverve din førerret, før du igen må køre bil.

Sådan generhverver du dit kørekort 

Efter udløbet af frakendelsestiden skal du generhverve førerretten, hvis du igen ønsker at føre motorkøretøj, som kræver kørekort. Du skal i den forbindelse bestå en kontrollerende køreprøve, der består af en teoriprøve og en praktisk prøve. Den kontrollerende køreprøve kan aflægges før frakendelsestidens udløb, men du kan tidligst aflægge den praktiske køreprøve en måned før din frakendelsestid udløber.

Du kan ansøge om generhvervelse hos en valgfri Borgerservice i et af landets kommuner cirka 6 måneder før din frakendelsestid udløber.

Borgerservice sender din ansøgning til Færdselsstyrelsen, der træffer afgørelse i sagen, og sender afgørelsen til Digital Post.

Færdselsstyrelsen vurderer blandt andet, om de tidsmæssige betingelser for generhvervelse er opfyldt, og om du skal gennemføre et ANT-kursus eller andre kurser som betingelse for at kunne generhverve din førerret.

 

Hvad er en ubetinget frakendelse

Frakendelsestiden bliver fastsat til et tidsrum mellem seks måneder og 10 år. Under særlige, skærpende omstændigheder kan du risikere at få frakendt førerretten for bestandigt.

Hvis overtrædelsen er begået inden for de første tre år, efter du første gang erhvervede førerret, kan du blive pålagt et kørselsforbud. Her skal du i visse tilfælde også gennemføre en særlig køreundervisning. Hvornår særlig køreundervisning kan komme på tale i forbindelse med ubetinget frakendelse af førerretten fremgår af færdselslovens § 60 c.

Læs mere om kørselsforbud her

ANT-kursus efter spiritus- eller narkokørsel

Hvis du har fået en ubetinget frakendelse på grund af spirituskørsel, narkokørsel, kørsel under påvirkning af lægemidler, som ikke er indtaget i overensstemmelse med en recept, kørsel under påvirkning af sygdom, mangel på søvn mv., skal du gennemføre et kursus i alkohol, narko og trafik (ANT-kursus), før du kan aflægge den kontrollerende køreprøve.

Ved ubetinget frakendelse af førerretten på grund af spirituskørsel vil du desuden blive omfattet af en alkolåsordning.

Beståelse af køreprøve fritager ikke fra evt. gennemførelse af ANT-kursus.

Læs mere om alkolåse Læs mere om ANT-kursus

Love og regler

Spørgsmål og svar om ubetinget frakendelse af førerretten

Færdselsstyrelsen har ikke oplysninger om din frakendelse. Du kan kontakte den politikreds, hvor din frakendelse er behandlet.

I forbindelse med behandlingen af din ansøgning, vil Færdselsstyrelsen vurdere, om du skal gennemføre et ANT-kursus. Færdselsstyrelsen kan derfor ikke oplyse om du skal gennemføre ANT, før din ansøgning er behandlet.

Du kan indgive din ansøgning om generhvervelse af førerretten på Borgerservice cirka 6 måneder før din frakendelsestid udløber.

Hvis din frakendelse er på længere tid end tre år, kan spørgsmålet om generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene.

Førerretten kan kun gengives, hvis særlige omstændigheder foreligger. Du skal ansøge om generhvervelse før tid hos politiet.

Din ansøgning vil efterfølgende blive behandlet af Anklagemyndigheden i den politikreds, hvor du er bosiddende.

En kontrollerende køreprøve består af henholdsvis en teoriprøve og en praktisk prøve. Der stilles ikke krav om at du skal have teoritimer eller køreundervisning inden du aflægger en kontrollerende køreprøve.

Den praktiske prøve skal aflægges med et køretøj, der er godkendt til øvelseskørsel (skolevogn). Du skal selv stille en skolevogn til rådighed til den praktiske prøve. Dette kan du gøre ved at kontakte en kørelærer med henblik på at leje en skolevogn til køreprøven.

Du skal indlevere din ansøgning om generhvervelse hos Borgerservice i en valgfri kommune.