Kørekort til lastbil

Her kan du læse om, hvordan du erhverver kørekort lastbil og lære mere om de krav der stilles til de forskellige kategorier.

Der findes fire forskellige kategorier til lastbil:

  • Kategori C1: Lille lastbil
  • Kategori C1/E: Lille lastbil med stort påhængskøretøj
  • Kategori C: Stor lastbil
  • Kategori C/E: Stor lastbil med stort påhængskøretøj

Køreuddannelsen i de forskellige kategorier til lastbil udbydes af uddannelsescentre landet over, og du kan påbegynde undervisningen, når du opfylder kravene til den konkrete kategori, som du ønsker at erhverve førerret til. Det gælder for alle kategorier, at du kan påbegynde din indledende køreundervisning tidligst 3 måneder før gældende alderskrav.

Alderskravene for udstedelse af kørekort til lastbil er som udgangspunkt:

Kategori C1: Lille lastbil 18 år
Kategori C1/E: Lille lastbil (med stort påhængskøretøj) 18 år
Kategori C: Stor lastbil 21 år (18 år, hvis du er under uddannelse)
Kategori C/E: Stor lastbil (med stort påhængskøretøj) 21 år (18 år, hvis du er under uddannelse)

Der kan gælde andre alderskrav, hvis du erhverver kørekort, som del af fx din værnepligt eller uddannelse. Det kan du læse mere om, under de enkelte kategorierne længere nede på siden.

Sådan ansøger du

For at erhverve kørekort til lastbil skal du:

  • have erhvervet den kategori, som udvidelsen af kørekortet kræver
  • have udstedt en lægeattest, som dokumenterer syn, hørelse m.m.
  • have sædvanlig bopæl i Danmark
  • have gennemført et kursus i færdselsrelateret førstehjælp
  • have gennemført køreundervisning
  • have bestået en køreprøve

Læs mere om de enkelte ansøgningskrav her:

Selve ansøgningen om kørekort til lastbil skal du indlevere til Borgerservice. Du kan indlevere ansøgningen til enhver Borgerservice i en valgfri kommune i Danmark, uanset hvor i landet du bor.

Du har som udgangspunkt sædvanlig bopæl i Danmark fra det tidspunkt, du bosætter dig i Danmark, med henblik på at opholde dig her i landet i mindst 185 dage om året, som følge af din personlige eller erhvervsmæssige tilknytning.

Der vil ved vurderingen af, om du har sædvanlig bopæl i Danmark blive lagt vægt på, om du har et varigt hjem her i landet, om dine ejendele og din nærmeste familie (f.eks. ægtefælle og børn) befinder sig i Danmark, og om du opholder dig i Danmark, når der ses bort fra midlertidige udrejser som følge af f.eks. forretnings-, studie- eller ferierejser.

Hvis du alene opholder dig i Danmark med henblik på udførelsen af et tidsbegrænset erhverv eller som led i et uddannelsesforløb, og ikke har personlig tilknytning til Danmark, har du som udgangspunkt ikke sædvanlig bopæl i Danmark.

Det samme gælder, hvis du alene har erhvervsmæssig tilknytning til Danmark, og du har din personlige tilknytning til et andet land, som du regelmæssigt vender tilbage til.

Det er kommunen, som i forbindelse med ansøgning om udstedelse af kørekort og ansøgning om ombytning af kørekort, der vurderer, om du har sædvanlig bopæl i Danmark.

Vælg den kategori, som du gerne vil vide mere om.

Kørekort til kategori C1 – lille lastbil

 

For at erhverve kørekort til lille lastbil, kategori C1, skal du i forvejen have erhvervet kørekort til almindelig bil, kategori B.

Du kan erhverve kørekort til lille lastbil, når du fylder 18  år.

For at erhverve kørekort til lille lastbil, kategori C1, skal du i forvejen have erhvervet kørekort til almindelig bil, kategori B. Her kan du også anvende et kategori B-kørekort erhvervet som 17-årig. Øvelseskørsel til kørekort til kategori C1 kan i det tilfælde først påbegyndes, når du er fyldt 17 år og 9 mdr.

Med et kørekort til kategori C1 må du køre lille lastbil med en højst tilladt totalvægt på 7.500 kg. Her må du tilkoble et påhængskøretøj med en højst tilladt totalvægt på 750 kg.

Kørekort til kategori C1/E – lille lastbil med stort påhængskøretøj

 

For at erhverve kørekort til lille lastbil med stort påhængskøretøj, kategori C1/E, skal du i forvejen have erhvervet kørekort til almindelig bil, kategori B.

Du kan erhverve kørekort til lille lastbil med påhængskøretøj, når du fylder 18  år.

For at erhverve kørekort til lille lastbil, kategori C1, skal du i forvejen have erhvervet kørekort til almindelig bil, kategori B. Her kan du også anvende et kategori B-kørekort erhvervet som 17-årig. Øvelseskørsel til kørekort til kategori C1/E kan i det tilfælde først påbegyndes, når du er fyldt 17 år og 9 mdr.

 

Med et kørekort til kategori C1/E må du køre en lille lastbil med påhængskøretøj på max 12 tons.

Kørekort til kategori C – stor lastbil

 

For at erhverve kørekort til stor lastbil, kategori C, skal du i forvejen have erhvervet kørekort til almindelig bil, kategori B.

Du kan som udgangspunkt erhverve kørekort til stor lastbil, kategori C, når du fylder 21 år. For at erhverve kørekort til stor lastbil, kategori C, skal du i forvejen have erhvervet kørekort til almindelig bil, kategori B. Undervisningen udbydes af uddannelsescentre landet over, og du kan påbegynde undervisningen, når du er 20 år og 9 måneder.

Dit kørekort kan erhverves allerede som 18-årig, hvis kørekortet erhverves som led i:

  • en kvalifikationsuddannelse
  • bestemte ansættelser, fx i forsvaret, hjemmeværnet, redningsberedskabet
  • bestemte uddannelser, fx mekaniker og lignende.

Hvis du opfylder kravene til at kunne erhverve kørekort til stor lastbil, før du fylder 21 år, kan du også anvende et kategori B-kørekort erhvervet som 17-årig. Det gælder dog først, når du er fyldt 17 år og 9 mdr. Indtil du fylder 21 år, må du dog kun føre stor lastbil i forbindelse med ovennævnte uddannelser eller værnepligt m.fl.

Klik for mere information om kørekort under uddannelse

Med et kørekort til kategori C må du køre stor lastbil på over 3500 kg med en max påhængsvægt på 750 kg.

 

Kørekort til kategori C/E: Stor lastbil med stort påhængskøretøj

 

For at erhverve kørekort til stor lastbil med stort påhængskøretøj, kategori C/E skal du i forvejen have erhvervet kørekort til stor lastbil, kategori C.

Du kan som udgangspunkt erhverve kørekort til stor lastbil med stort påhængskøretøj, kategori C/E, når du fylder 21 år.

Dit kørekort kan erhverves allerede som 18-årig, hvis kørekortet erhverves som led i:

  • en kvalifikationsuddannelse
  • bestemte ansættelser, fx i forsvaret, hjemmeværnet, redningsberedskabet
  • bestemte uddannelser, fx mekaniker og lignende.

Indtil du fylder 21 år, må du dog kun føre lille lastbil med stort påhængskøretøj i forbindelse med ovennævnte uddannelser eller værnepligt m.fl.   

Klik for mere information om kørekort under uddannelse

Med et kørekort til kategori C/E må du køre stor lastbil med stort påhængskøretøj på over 750 kg.

 

Vil du vide mere om andre kørekortkategorier?

Vi har samlet en oversigt med alle kategorier, som du kan tage kørekort til i Danmark.

Kørekortkategorier