Vejledning om dæk

Bilens dæk har afgørende betydning for din sikkerhed og fremkommelighed i trafikken.

Færdselsstyrelsen anbefaler følgende:

  • Skift til vinterdæk i god tid, hvis du ikke kan undvære din bil, når der er risiko for sne, is og sjap.
  • Hvis du ikke skifter til vinterdæk, er det vigtigt, at du ikke kører på dage med risiko for sne, is og sjap.
  • Vinterdæk enten mærket ”M+S” eller ”M+S" og "3PMSF”. Det bedste dæk, hvis der er sne på vejen, er mærket "3PMSF".
  • Du bør skifte til sommerdæk, når risikoen for frost er ovre, typisk i løbet af foråret. Beholder du vinterdæk på bilen, vil det give en dårligere bremseevne, være mere belastende for miljø og klima, og brændstofforbruget vil være højere.
  • Visse dæk markedsføres som helårsdæk. Da helårsdæk er en markedsføringsbetegnelse, varierer dækkenes mærkning og dermed egenskaber mellem de forskellige fabrikater, derfor bør du undersøge mærkningen af dækkene, særligt hvis de anvendes i vinterføre.
  • I tilfælde hvor politiet fraråder al udkørsel i forbindelse med ekstremt vintervejr, bør du følge politiets anvisning. Er du alligevel nødt til at køre, bør kørsel kun foretages med ”3PMSF”-mærkede dæk og med vinterberedskab (læs mere under ”vil du vide mere”)
  • Du kan få en bøde, hvis du kører med dæk, som er åbenbart uegnede i forhold til vejrforholdene.

Supplerende beredskab i hårdt vinterføre

Færdselsstyrelsen anbefaler, at der ved kørsel i hårdt vinterføre medbringes supplerende vinterberedskab.

Forslag til vinterberedskab, hvis du kører ud i snevejr

Refleksvest

Førstehjælpskasse

Varmt tøj

Lygte

Værktøj

Spade

Mad

Radio

Dæktyper og dækmærkning

Der findes forskellige typer dæk, der har forskellige egenskaber, som vil fremgå af dækket og dækmærket.

Dæktyper

  • Sommerdæk er egnet til kørsel hele året, undtagen i vinterføre
  • Vinterdæk er egnet til kørsel i vinterføre

Når der er is, sjap og sne på vejene, er der vinterføre.

Et vinterdæk vil være udstyret med lameller, som ses her

Dækmærkning

”M+S”,”MS” og ”M&S”- mærkning betyder, at dækket er et typegodkendt vinterdæk.

”3PMSF”- mærkning (angivet med alpint symbol) betyder, at dækket er særligt egnet til de hårde vinterdage, dvs. hvor der er sne og is på vejene. Mærkningen er også kendt som ”snegrebsmærket”.

Oplysningerne om ”3PMSF”-mærkning vil fremgå af dækmærket, som følger med nye dæk ved markedsføring og salg.

Nye dæk skal være forsynet med et dækmærke, som indeholder en række oplysninger om dækket.

Dækmærket angiver bl.a. dækkets størrelse, vådgrebsklasse, støjklasse og evt. piktogram for vinterdæk med "3PMSF"-mærkning.

Dækmærket indeholder ikke oplysninger om "M+S"-mærkning, som alene er trykt på dækket.

Lovkrav til dæk

Der findes en række krav til dæk, som altid skal opfyldes. Hvis dæk ikke opfylder disse krav, kan politiet udstede en bøde. Se herunder for nærmere gennemgang af disse krav.

  • Dæk må ikke være åbenbart uegnede til kørsel i det konkrete føre (f.eks. vinterføre)
  • Dæk, fælge og hjullejer m.v. skal være ubeskadigede
  • Dæk skal være dimensioneret og udformet, så det svarer til fælgen.
  • Dæk skal være tydeligt og holdbart mærket med dimensionsbetegnelse og fabrikantens og/eller regummieringsfirmaets navn eller varemærke.
  • Mønsterdybden skal være mindst 1,6 mm på en personbil
  • Dæktrykket skal være i overensstemmelse med det som køretøjsfabrikanten foreskriver. Dæktrykket er en afgørende faktor for køretøjets stabilitet og bremseegenskaber.

De dæk, der sidder på samme aksel, skal have samme størrelse og være af samme type. Reservehjulet kan dog have en anden størrelse og type, hvis det er nødvendigt.

Love og regler om vinterdæk

Mønsterdybde

Nye vinterdæk har typisk en mønsterdybde på ca. 7-8 mm, som gradvist slides ned under kørsel. Hvis mønsterdybden kommer under 1,6 mm, er dækket ulovligt og skal skiftes. Dæk har en slidindikator indbygget i mønsteret, som viser, hvornår dækket er nedslidt. Vi anbefaler dog, at du udskifter dæk, før de når minimumsgrænsen, da mere mønsterdybde giver større sikkerhed på våde og glatte veje.

Bemærk, at et nedslidt vinterdæk kan være farligere i vinterføre end et nyt sommerdæk i vinterføre.

Mønsterdybden måles i hovedmønsteret. Det vil sige de brede riller i slidbanens midterste del, der dækker cirka 3/4 af slidbanens bredde. Dit dækværksted kan måle dækmønster for dig, hvis du er i tvivl.

Udpegning af slidindikator