Kravene til de enkelte ladepunkter afhænger af forskellige parametre som effekt, etableringstidspunkt eller renoveringstidspunkt. Kravene er inddelt efter disse parametre i beskrivelserne herunder.
Automatisk autentifikation
Hvis der ved et offentligt tilgængeligt ladepunkt tilbydes automatisk autentifikation, skal slutbrugerne have ret til ikke at gøre brug af den automatiske autentifikation. Dette betyder, at slutbrugeren enten skal kunne oplade køretøjet på ad hoc-basis eller anvende en anden kontraktbaseret opladningsløsning.
Muligheden for fravalg af automatisk autentifikation skal vises for slutbrugeren på en tydelig måde.
Priser
De opkrævede priser, skal være rimelige, let og klart sammenlignelige, gennemsigtige og ikkediskriminerende. Der må ikke diskrimineres mellem de priser, der opkræves af slutbrugerne, og de priser, der opkræves af udbydere af mobilitetstjenester, eller mellem priser, der opkræves af forskellige udbydere af mobilitetstjenester. Prisniveauet kan dog differentieres, hvis differentieringen er forholdsmæssig og objektivt begrundet. Dette betyder, at operatørerne er forpligtede til at behandle kunder, som er i samme eller lignende juridiske eller faktiske situation ens. Om dette er sket, vil kræve en konkret vurdering af den enkelte situation.
At priserne skal være rimelige betyder, at de ikke bør overstige omkostningerne plus en rimelig fortjenstmargin. Dette afgøres på baggrund af en konkret vurdering i den enkelte sag.
Prisoplysninger:
Udbydere af mobilitetstjenester skal forud for påbegyndelsen af en planlagt opladningssession stille alle prisoplysninger, der er specifikke for den pågældende opladningssession, til rådighed for slutbrugerne ved hjælp af frit tilgængelige, bredt understøttede elektroniske midler. Der skal klart skelnes mellem alle priskomponenter, herunder gældende e-roamingomkostninger og andre gebyrer eller afgifter, der anvendes af mobilitetstjenesteudbyderen. Gebyrerne skal være rimelige, gennemsigtige og ikkediskriminerende. Der må ikke opkræves ekstra gebyrer for grænseoverskridende e-roaming.
Fast opladningskabel
Alle offentligt tilgængelige jævnstrømsladepunkter skal være forsynet med et fast opladningskabel.
Digitalt forbundne
Alle offentligt tilgængelige ladepunkter skal være digitalt forbundne.
Intelligent opladning
Alle ladepunkter, som er etableret efter d. 13. april 2024* eller renoveret efter d. 14. oktober 2024**** skal give mulighed for intelligent opladning.