En prøvningsinstans er en virksomhed, der er godkendt af Færdselsstyrelsen til at udføre prøvninger eller udarbejde dokumentation for opfyldelse af visse krav i regler om køretøjer på færdselslovens område.
En virksomhed, der ønsker at blive godkendt som prøvningsinstans, må indledningsvis gøre sig klart, hvilken del af det køretøjstekniske område, den ønsker at opnå godkendelse til at afprøve indenfor.
Inden for godkendelsesområdet vil det være prøvningsinstansens opgave af fastslå, om køretøjet eller dets udstyr lever op til gældende regler.
Danske myndigheder og synsvirksomheder vil anerkende de rapporter, som godkendte prøvningsinstanser har udstedt inden for det pågældende køretøjstekniske område.
Færdselsstyrelsens godkendelse giver derimod ikke sikkerhed for, at prøvningsrapporter, som prøvningsinstansen udarbejder, vil blive anerkendt i andre lande. En prøvningsvirksomhed, der ønsker at sælge sine ydelser i udlandet, eller som har kunder, der skal anvende prøvningsrapporter i udlandet, bør derfor overveje at blive akkrediteret ved DANAK fremfor at søge om national godkendelse som prøvningsinstans hos Færdselsstyrelsen.
For at kunne blive godkendt som prøvningsinstans af Færdselsstyrelsen skal virksomheden bl.a. dokumentere, at den anvender et kvalitetsstyringssystem, som er godkendt og kontrolleret af en godkendt kontrolinstans. Inden en virksomhed søger om godkendelse som prøvningsinstans, bør den have kontaktet en godkendt kontrolinstans, som den ønsker at samarbejde med.
Reglerne for godkendelse som prøvningsinstans findes i bekendtgørelsens kapitel 2.
Prøvningsinstanser kan udføre prøvninger og udarbejde dokumentation for, at køretøjer og køretøjsdele lever op til visse tekniske krav med henblik på, at køretøjet kan blive nationalt godkendt.
Kontrolinstanser sikrer kvaliteten af prøvningsinstansernes arbejde. Kontrolinstanser skal være godkendt af Færdselsstyrelsen til at kontrollere prøvningsinstansernes kvalitetsstyringssystem.
Reglerne om prøvnings- og kontrolinstanser findes i bekendtgørelse nr. 594 af 26. maj 2016 om godkendelse af prøvningsinstanser og kontrolinstanser på det køretøjstekniske område.