Bødeforelægget er et tilbud om at afslutte sagen uden at forelægge den for domstolene. Ønsker du at betale bødeforelægget, og dermed vedtage bødeforelægget, skal du være opmærksom på, at dette betyder, at du ikke kan få sagen behandlet ved domstolene.
Ud over at betale bødeforelægget, skal du også sørge for at få dit køretøj godkendt ved periodisk syn eller afmeldt inden for fristen i bødeforelægget, ellers vil du modtage endnu et bødeforelæg.
Du afmelder dit køretøj, ved at aflevere dine nummerplader hos en godkendt nummerpladeoperatør eller i en af Motorstyrelsens ekspeditioner.
Læs mere om afmelding af køretøj på skat.dk (nyt vindue)
Såfremt du ønsker sagen behandlet ved domstolene, behøver du ikke at foretage dig yderligere, idet sagen automatisk vil blive oversendt til politiet, såfremt du ikke betaler bødeforelægget. Det vil sige, at vi anmoder politiet om at rejse tiltale i sagen.
Hvis du ikke har mulighed for at betale bødeforelægget
Du skal skrive til os, hvis du ønsker at vedtage bødeforelægget, f.eks. fordi du kan erkende forholdet, eller fordi du ikke ønsker, at sagen skal behandles ved domstolene, men ikke har mulighed for at betale bødeforelægget.
Bøden vil herefter blive oversendt til Gældsstyrelsen, der vil stå for at inddrive gælden.
Vær opmærksom på, at der i nogle tilfælde kan være tale om to bødeforelæg. Det er vigtigt, at du tilkendegiver om det et eller begge bødeforelæg, der erkendes.
Rykker for manglende betaling
Hvis du har modtaget et bødeforelæg, men ikke har betalt det, vil du modtage en rykkerskrivelse fra os. Hvis du har meddelt os, at du ønsker at vedtage bødeforelægget, men ikke kan betale det, vil bødeforelægget blive oversendt til Gældsstyrelsen, og du vil ikke modtage en rykkerskrivelse inden oversendelsen.
En rykkerskrivelse er en påmindelse om at betale det bødeforelæg, du har fået for manglende periodisk syn og godkendelse eller afmelding af dit køretøj.
I øjeblikket sender Færdselsstyrelsen rykkerskrivelsen som fysisk post, men vi arbejder på en digital løsning, således at den ligesom bødeforelægget kommer til din digitale postkasse. Er du fritaget for digital postkasse, sender vi alle breve som fysisk post.
Hvis du ikke betaler bødeforelægget
Hvis du ikke betaler bødeforelægget, betragter vi det som om, at du ikke kan erkende forholdet, og sagen vil derfor blive oversendt til endelig afgørelse hos politiet.
Hvis du ønsker at henvende dig angående et bødeforelæg
Da bødeforelægget er et tilbud om at afslutte sagen uden at forelægge den for domstolene, skal eventuelle indsigelser vedrørende det udstedte bødeforelæg rettes til politiet. Indsigelser kan dog først gøres gældende overfor politiet, når sagen er oversendt til politiet. Vi vil orientere køretøjets ejer/bruger, når sagen oversendes til politiet.
Færdselsstyrelsen kan kun i særlige tilfælde annullere et bødeforelæg, f.eks. hvis bødeforelægget hviler på forkerte data, synet ikke er indberettet korrekt eller hvis den registrerede ejer/bruger af køretøjet er afgået ved døden.
Ønsker du at henvende dig til Færdselsstyrelsen angående et bødeforelæg, kan du benytte blanketten nederst på siden.
Når du er logget ind med dit NemID/MitID, anbefales det, at du har følgende ved hånden:
- Køretøjets registreringsnummer
- Bødenummer/bødenumre
- Relevant dokumentation
- Fuldmagt ved henvendelse på vegne af anden person
Vi bestræber os på at besvare din henvendelse inden for ca. 2 måneder, og først efter, at du har fået svar, vil bødeforelægget blive oversendt til politiet, medmindre Færdselsstyrelsen ud fra en konkret vurdering annullerer bødeforelægget.