Hvis motorcyklen er ældre end 1. juli 1969, vil det ved syn blive vurderet, om den støjer mere end normalt for den pågældende model. Hvis der er mistanke om for højt støjniveau, vil du blive bedt om at skaffe oplysninger (billeder/tegninger) af en original motorcykel af samme model eller af udstødningen til en sådan, så det kan kontrolleres, at udstødningen svarer til den originale. Hvis motorcyklen er nyere end 1. juli 1969, vil der altid blive foretaget en støjmåling. For motorcykler fra før 1. oktober 1982 vil støjtallet blive sammenlignet med dét, som står på typegodkendelsen, og hvis motorcyklen ikke er typegodkendt, vil den blive kontrolleret i forhold til de faste, tilladte værdier, der kan findes i Vejledning om syn af køretøjer. I alle tilfælde tillades en tolerance på + 3 dB(A).
For motorcykler nyere end 1. oktober 1982 vil motorcyklen blive kontrolleret i forhold til de til rådighed værende standstøjtal (på typegodkendelse, i DMR eller på fabrikationspladen). Også her tillades en tolerance på + 3 dB(A), Hvis der ikke er noget tilgængeligt standstøjtal (med tilhørende omdrejningstal), vil fremstilleren blive anmodet om at skaffe værdierne fra importøren af motorcyklen, eller motorcyklen skal støjmåles hos en teknisk tjeneste eller godkendt prøvningsinstans, forinden den kan godkendes ved synet.