CEMT-tilladelse

CEMT-tilladelser udstedes af Færdselsstyrelsen til godsvognmænd etableret i Danmark, som udfører godskørsel for fremmed regning i et eller flere af CEMT-landene. En CEMT-tilladelse kan med enkelte begrænsninger anvendes ved godstransporter til, fra eller gennem alle CEMT-lande. CEMT-landene er: EU-landene samt Albanien, Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Liechtenstein, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Norge, Rusland, Schweiz, Serbien, Tyrkiet og Ukraine.

Tilladelserne er gyldige indtil udstedelsesårets udgang.

Der udstedes CEMT-tilladelser til lastbiler med euronormerne; EURO V og EURO VI.

Fra 1. januar 2026 er CEMT-tilladelserne og tilhørende logbøger digitale. Det betyder, at brugen af tilladelserne foregår digitalt - herunder også udfyldelsen af logbogen. 

Hjemmesiden man som vognmand skal benytte til de digitale CEMT-tilladelser er: ITF Digital System 

Færdselsstyrelsen opretter brugerne, der skal benyttes i systemet. 

 

Vejledninger til brugen af de digitale tilladelser

Nedenfor finder du vejledninger til den digitale brug af CEMT-tilladelserne til både vognmænd og chauffører.

CEMT-flyttetilladelse

CEMT-flyttetilladelserne er tilladelser, som Færdselsstyrelsen udsteder til flyttefirmaer etableret i Danmark, som udfører flyttetransporter til, fra eller gennem CEMT-landene. Tilladelserne kan, med enkelte begrænsninger, anvendes i alle CEMT-landene. CEMT-landene er: EU-medlemslandene, samt Albanien, Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Hviderusland, Liechtenstein, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Norge, Rusland, Schweiz, Serbien, Tyrkiet og Ukraine.